Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1
Ådalskolens logo
Mobil menu

Dit barns udvikling og trivsel

På Ådalens Skole er vi tydelige om, at alle eleverne skal lære, trives og opleve sig som en aktiv og ligeværdig del af fællesskabet. Vi værdsætter, at vi er forskellige som mennesker, og at vi i kraft af vores forskellighed kan bidrage til at gøre fællesskabet stærkere og mere udviklende for den enkelte. Vi baserer vores fælleskaber på respekt, empati, tryghed og tolerance.

 Vi tager hver enkelt elevs trivsel og velbefindende alvorligt og arbejder ihærdigt på at skabe rammer, som opleves som trygge, rare og udviklende for den enkelte. Oplever vi elever, hvis trivsel ikke er, som den skal være, retter vi altid henvendelse til forældrene og indgår i samarbejde om at genoprette en tryg og udviklende hverdag med gode kammerater og voksne med stærke relationskompetencer.

Vi har ansat en familie- og trivselskonsulent, som arbejder sammen med skolens personale, forældre og elever om elevernes trivsel. Et væsentligt element i vores arbejde er at forebygge mistrivsel og skolefravær.

Vi reviderer løbende vores antimobbestrategi, så den tager afsæt i den nyeste viden om mobningens mekanismer og det, at fællesskabet skal være et værn mod, at mobning ikke får lov til at opstå eller udvikle sig. Vi ved også, at skole-hjemsamarbejdet er af afgørende betydning for et godt fællesskab i og omkring klassen. Derfor vægter vi dette højt og er som professionelle initiativtagende i at udvikle og styrke fællesskaberne i samarbejde med forældrene.

Oplever I tegn på mistrivsel eller manglende udvikling hos jeres barn, vil vi altid gerne høre fra jer og indgå i et samarbejde om at få taget hånd om de udfordringer, der måtte være. Vi vil opfordre til, at I altid forholder jer med nysgerrighed til, hvad jeres barn fortæller jer og med blik for, at der ofte er flere sider af samme historie. Og så vil vi opfordre til, at I kontakter de involverede direkte og ikke taler dårligt om andre foran jeres barn.